Bæltefarver
Bæltefarverne spænder fra hvidt til sort.
Begyndere starter med det hvide bælte. Ved at vise forskellige teknikker kan man blive gradueret til gult, orange, grønt, blåt, brunt og sort bælte.
Det første sorte bælte benævnes ”1. dan”. Efterhånden som man bliver rigtig dygtig, kan man stige i dan-graderne.
Når man er under tolv år, har man altid et hvidt bælte. Her angiver man i stedet graden med en snip i begge ender af bæltet. I alderen tolv til fjorten år bruger man et ungdomsbælte. Her bliver graden vist med en tynd farvet snip i hele bæltets længde. Når man er fyldt femten, vises graden med et helfarvet bælte.
Graduering
To gange i løbet af sæsonen har man mulighed for at blive gradueret og dermed få en anden bæltefarve. Til gradueringen skal man vise de teknikker der kræves til bæltegraden. For gult bælte drejer det sig om to stående teknikker og to gulvteknikker – samt selvfølgelig faldøvelser. Herefter stiger sværhedsgraden. Til grønt bælte skal man kunne 21 teknikker og til brunt bælte hele 44 teknikker.
Op til brunt bælte foregår gradueringen i klubben. Når man har trænet sig op til sort bælte, skal man deltage på en af de to årlige nationale gradueringer.